Poul Kjærholm

Poul Kjærholm (1929-1980) er et særligt kapitel i den danske møbeltradition. Hvor de andre store i samtiden gik meget op i, at den almindelige dansker skulle have råd til møblerne, var Poul Kjærholm fuldkommen kompromisløs, når det kom til materialevalget. Kjærholms møbler er også ekstremt minimalistiske i udtrykket, og det har gjort de diskrete luksusmøbler til tidløse klassikere. Især er hans daybed og stolen PK22 i høj kurs.

Filtrering

2 varer

pr side
Faldende

2 varer

pr side
Faldende

Designer Poul Kjærholm

 

Poul Kjærholm (1929-1980) var en af de største danske designere, og han står bag et utal af udødelige klassikere. Han var en del af den danske modernisme, men han gik i allerhøjeste grad sine egne veje. Han designs var ekstremt minimalistiske, og det er måske årsagen til, at de stadig er så eftertragtede i dag. En stol fra Poul Kjærholms hånd kan passe i de fleste indretninger.

Han blev født i Østervrå i det dybeste Vendsyssel, og efter endt eksamen som møbelsnedker i 1949 rykkede han til København for at blive møbelarkitekt på Kunsthåndværkerskolen. Mens han gik der, arbejdede han på deltid for Hans J. Wegner. Det gik hurtigt med at få vind i karrieresejlene, og straks efter endt uddannelse i 1952 var han i gang.

Han havde et års tids ansættelse hos Fritz Hansen, ligesom han underviste på skolen, han havde dimitteret fra. Det skelsættende for Poul Kjærholm blev dog, da han indgik et partnerskab med vennen Ejvind Kold Christensen. Kold Christensen kunne fremstille de krævende møbler, der kom fra vennens pen, og makkerskabet holdt helt ind til Poul Kjærholms alt for tidlige død i 1980.

Man skulle tro, at en designer, der var gået snedkervejen, fulgte kollegernes kærlighed til træet som materiale, men det var faktisk stålet, der skulle blive hans kendetegn. Stålskelletter blødt op af elementer af læder, flet, flagline, glas og marmor. Poul Kjærholm sagde selv, at stålets evne til at kaste lyset tilbage var et omdrejningspunkt i hans visuelle udtryk, og hans brug af materialet går igen igennem hele karrieren.

Hvor mange af de andre samtidige var præget af Kaare Klint og den danske modernisme, var Poul Kjærholm mere internationalt orienteret. Det er tydeligt at se indflydelse fra både Le Corbusier, Mies van der Rohe og flere andre fra Bauhaus-skolen i Kjærholms værker, og van der Rohes berømte Barcelona-møbler går igen i flere af hans største værker.

Mens mange af hans kolleger også prædikede om møbler, folket skulle have råd til, var Poul Kjærholm anderledes eksklusiv fra start. Det skyldes ikke en aversion mod den almindelige dansker – Poul Kjærholm var bare kompromisløs i sit materialevalg og sit design, og det betød, at Ejvind Kold Christensens udgifter resulterede i en pris, hvor en stor del af de almindelige danskere måtte stige af.

 

Poul Kjærholm

Poul Kjærholms mange møbler

 

Møbelarkitekten har et væld af mesterværker under bæltet, og det er ikke kun stole, Poul Kjærholm er kendt for. I dag er mange af hans møbler samlerobjekter, og især de fra E. Kold Christensen-tiden bliver handlet for meget store beløb.

PK25 er stolen, der i 1951 startede det hele. Stolen er hans afgangsprojekt fra Kunsthåndværkerskolen, og den består af ét stykke stål og én snor. Ikke andet. En stålplade – skåret og bukket uden samlinger - og en lang flagline til sæde og ryg. Det var stolen, der fik verdens øjne op for den unge møbelarkitekt.

PK22 er uden sammenligning Kjærholms mest kendte stol. Den så dagens lys i 1956, og den er en opdatering af svendestykket fra 1951. Det er også svært at overse indflydelsen fra Mies van der Rohes Barcelona-stol, der i sin tid begejstrede verden med sin enkle skønhed. PK22 er både enklere og skønnere, og den fik da også en Grand Prix ved Milano Triennalen året efter – samme år som Arne Jacobsens stol af samme navn også vandt. Dette betød, at Poul Kjærholm blev et navn, der var svært at komme udenom. Både herhjemme og i den store verden.

PK80 fra 1957 var også en hilsen til Mies van der Rohes ikoniske daybed fra Barcelona-serien. PK80 er ufatteligt smuk, ufatteligt enkel og ufatteligt dyr. Det er ikke uhørt, at pæne eksemplarer fra den oprindelige producent bliver i dag handlet for 200.000 kroner.

PK33 er på én gang underligt malplaceret og naturligt tilhørende blandt Kjærholms møbler. Den trebenede taburet fra 1959 er et af de få runde møbler, der er set fra møbelsnedkerens hånd. Taburetten er uhyre enkel i udtrykket og utroligt kompleks at fremstille.

PK9 fra 1961 er også kendt som tulipanstolen, og denne stol byder også på rundere og mere overbærende former end de andre i bagkataloget. Stolen har sidenhen fået tilknyttet en næsten mytologisk kærlighedshistorie om konen, Hanne, hvis former skulle have været musen til stolens udformning.

PK31 er et næsten arketypisk studie i Kjærholm med stål, læder og kanter, du kan skære dig på. Sofaerne og stolene fra 1964 er meget dyre i dag, og de minimalistiske møbler har da også en tidløs skønhed over sig.

PK24 fra 1965 er også et tilbageskuende møbel, der vækker mindelser om Le Corbusiers LC4 i en endnu mere minimalistisk udgave. PK24 virker næsten svævende i udtrykket, og selv i dag virker den forud for sin tid.

PK20 fra 1967 er Kjærholms minimalistiske bud på en gyngestol. Også denne stol sender en elegant salut til de gamle mestre, og denne loungestol er ligeså komfortabel, som den er smuk.