Stole

Filtrering

Varer 1-22 af 278

pr side
Faldende

Varer 1-22 af 278

pr side
Faldende

Designerstole

Med designere som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen og Børge Mogensen, for at nævne en håndfuld, er det ikke svært at forstå, at den danske møbelscene var i den globale kikkert i midten af det 20. århundrede. 

De danske modernister tegnede mesterværk efter mesterværk, og de minimalistiske streger, de kompromisløse materialevalg og det gode håndværk betyder, at stolene stadig står højt på designelskeres ønskelister.

Designerstole i dansk design har taget verden med storm

Der er næsten ufatteligt, så mange udødelige designerstole, der kom fra de danske designeres hænder i løbet af det 20. århundrede. Kaare Klint, Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Verner Panton, Poul Kjærholm, Poul Volther og Finn Juhl - for bare at nævne et par stykker - var alle designere, der blev bannerførere for den danske modernisme.

Flere af de danske designerstole vakte endda genlyd i den store verden, hvor især Jacobsen og Wegners værker fik stor opmærksomhed. Arne Jacobsens Ægget er ét af de mest ikoniske møbler i verdenshistorien, men også Svanen og Syveren vækker genkendelse hos connaiseurs kloden over.

I Danmark, såvel som i udlandet, er Wegners Y-stol elsket og eftertragtet, men det er langt fra hans eneste design, der er nået lang ud over landets grænser. Det er dog kun toppen af isbjerget, når det kommer til de klassiske, danske designerstole.

De største, danske designerstole

Kaare Klint

Faaborgstolen, KK96620, fra 1914 af Kaare Klint er måske den første, danske designerstol.

Safaristolen, KK47000, af Kaare Klint fra 1933 er nok den første blandt modernismens danske designerlænestole, og den enkle stol er også det første, danske saml-selv-møbel. Stolen er simpel, stilren og smuk, og den kommer i flere forskellige træsorter og med både læder og lærred til sæde og ryg.

Børge Mogensen

Folkestolen, J39, fra 1947 af Børge Mogensen er elsket af flere generation og er da også den mest solgte træstol herhjemme nogensinde.

Øreklapstolen, 2204, fra Børge Mogensen kom til verden i 1963, og den enkle stol byggede broer mellem minimalisme og magelighed. Den kommer fra Børge Mogensens 2200-serie, som i dag står placeret på mange magtfulde mænds kontorer, og den simple stol med alligevel umiskendelige kurver er et af hans største værker.

Jagtstolen, 2229, fra 1950 kombinerer et bart træskelet med naturligt kernelæder og messingspænder. Effekten er imponerende, og den dansk designede stol fra Børge Mogensen fremstår både rå og elegant. Åben og afsluttet. Stolen blev da også skelsættende for Mogensen, og det er et de helt store værker i perlerækkken af danske designerstole.

Arne Jacobsen

Myren, 3101, fra 1952 designede Arne Jacobsen til Novo Nordisk, og det er hans første skalstol. Myren er en milepæl i dansk design, og den viste, hvilke former og funktioner var mulige med de nye materialer. Oprindeligt er den født med tre ben, men af gode grunde fås den også i en firbenet udgave i dag.

Syveren, 3107, fra 1955 er nok den af Arne Jacobsens stole, der har fundet vej til flest boliger og kontorer – herhjemme og i udlandet, og stolen er ét af de mest ikoniske værker i den danske designtradition. Den er lavet i formspændt finér, og dens alsidighed, stableevne og høje kvalitet har givet Syveren en levetid, der er langt ud over det sædvanlige.

Ægget, 3316, af Arne Jacobsen er ét af de mest elskede og ikoniske møbler nogensinde skabt. Jacobsen designede stolen til SAS-Hotellet, som han tegnede i 1958, og stolen tog verden med storm. Hans brug af nye kunststoffer tillod nogle helt andre former, end hvad der tidligere havde været muligt, og det blev til fulde udnyttet med Ægget, som fås i både læder og lærred.

Svanen, 3320, er også en af Arne Jacobsens største mesterværker, og ligesom Ægget er den fra SAS-Hotellet i 1958. Svanen er skabt til at blive betragtet, og på samme måde som Ægget befinder vi os i grænselandet mellem møbel og skulptur. Stolen har ikke en eneste ret linje, hvis vi ser bort fra stellet, og Svanen er derfor ikonisk og eftertragtet herhjemme såvel som i udlandet.

Hans J. Wegner

Den Runde Stol, PP501, PP503, JH503, fra 1949 er Hans J. Wegner måske største bedrift i karrieren. Det er i hvert fald et møbel, der fik en gigantisk eksponering, da Nixon og Kennedy sad i stolene under verdens første tv-transmitterede debat mellem præsidentkandidater. Siden har stolen fået sit helt eget liv.

Y-stolen, CH24, er Wegners mest solgte stol. Den blev tegnet i 1949, og den forener elementer fra to af hans tidligere populære stole: Den Runde Stol og Kinastolen. Stolen er smuk, den er holdbar, og den yder høj komfort. Derfor blev den også en kæmpe succes - både ude og hjemme.

Bamsestolen, PP19, fra 1951 er et fuldkommen kompromisløst møbel, som trak store veksler på både producenter og købernes pengepung. Til gengæld var Bamsestolen af en helt uhørt høj kvalitet, og den er bygget til at tilbyde høj komfort til flere generationer. Bamsestolen var også populær i udlandet, hvor den fik navnet Papa Bear. Navnet kommer i øvrigt af armlænenes ligheder med bamsepoter.

Skalstolen, CH07, fra 1963 er én af Wegners mest berømte stole, og den enkle stol med tre ben og formspændt krydsfiner udstråler en vis form for organisk minimalisme. Materialerne og formerne, der nærmest får stolen til at ligne en svømmende rokke, er meget naturlige, mens stolens minimalistiske udtryk får den til at ligne noget, der hører hjemme i det ydre rum

Poul Kjærholm

PK22 fra 1956 er et af Poul Kjærholms mest kendte værker, og den uhyre simple stol virker selv i dag som næsten futuristisk minimal i udtrykket. Den gik sin sejrsgang verden over, og PK22 fås i et væld af udgaver i både lærred, læder og flet. Det er nemt at se Mies van der Rohes mesterværk, Barcelona-stolen, i den inspiration Poul Kjærholm har brugt. Dog er PK22 i allerhøjeste grad sin egen.

Poul Volthers

Corona, EJ 5, fra 1964 er nok Poul Volthers mest kendte værk, og den markante designerstol virker i dag stadig lysår forud for sin tid. Formerne og de ribbe-lignende elementer får Coronaen til at se næsten svævende ud, og den er intet mindre end ufatteligt smuk. Stolen er eftertragtet herhjemme og i det store udland, hvor den nok også er blandt de møbler, der går over i historien.