Om os

 

Re:collection er nyt, dansk møbeldesign udført i ordentlig håndværksmæssig kvalitet.

Indehaver og designer Mads Bruun er opvokset i et fynsk hjem med klassisk dansk møbeldesign. Solgrynene har han nydt siddende på en Wegnerstol, og ”Fjernsyn for dig” så han fra Børge Mogensens sofa. Belysningen stod Verner Panton, Kaare Klint og selvfølgelig Poul Henningsen for, og rundt omkring i huset hyggede han sig med familien i møbler af Arne Jacobsen, Finn Juhl, Poul Kjærholm og en række andre danske møbeldesignere.

Da han tog uddannelsen som snedker, lærte han, hvordan man laver fine samlinger og møbler, der både er smukke og fungerer. Han lærte, at den kvalitetssans, som han var opvokset med, ikke kan tages for givet, men at med dygtighed og præcision kommer man langt.

Grundlæggende forståelse for materialer og funktion er kernen i ordentligt design.

Mads Bruuns særlige kærlighed til minimalistisk design træder tydeligt frem gennem hele kollektionen.

Re:collection trækker trådende fra den verdenskende danske designtradition til nutidens krav om minimalisme, funktion og udstråling.

Designmøbler fra Re:collection følger den danske tradition, hvor det tilstræbes at skabe moderne og tidløse møbler i gode materialer. Og præcis som i de oprindelige tanker om dansk møbeldesign, sørger Mads Bruun for, at møblerne kan produceres og leveres effektivt, så prisen kan holdes på et niveau, der er fair – både for arbejderne på møbelfabrikken og for kunderne.

Re:collection er møbler skabt til brug i nutidens miljø.

Re:collections møbler starter som skitser, der bliver til prototyper. Nogle prototyper sidder lige i skabet første gang, men de fleste skal igennem en proces, hvor de tilpasses igen og igen. Først, når Mads Bruun selv har lyst til at have en prototype stående i sit eget hjem, bliver den sat i produktion hos kvalitetsbevidste møbelfabrikker i EU.

Ideerne til de forskellige modeller henter Mads Bruun overalt, hvor han ser møbler til salg eller i brug. Han er meget bevidst om, at han står i gæld til de store danske møbeldesignere, men han tilstræber også selv at tilføje noget nyt og imponerende til den stolte tradition. Han holder sig godt orienteret om nye strømninger i designverdenen og sørger for at bygge bro mellem sit danske ophav og de globale tendenser.

Den enkelte model kan ofte fås i mange forskellige træsorter eller lakeringer, så hvert møbel passer perfekt ind i det hjem, hvor det skal skabe funktion og glæde.

Re:collection er godt, dansk design skabt til smukke, danske hjem.